Oluf Krabbe

  Notater:

øåØåK. blev 1808 Fændrik og 1809
Sekondlieutenant ved Kongens Regiment til Fods og
avancerede her 1813 til Premierlieutenant, 1822
til Kapitajn, 1837 til Major. 1845 udnævntes han til
Oberstlieutenant og Chef for 13. Linjebataillon, og i
Spidsen for denne Afdeling drog han 1848 i Felten. I
Træfningen ved Bov kom Bataillonen, der hørte til
Armékorpsreserven, ikke i Ilden, men i Slaget ved
Slesvig blev den sendt frem til Hjælp for Avantgarden
under dennes heftige Kamp om Bustrup. K. blev her
saaret af en Geværkugle i Foden og taget til Fange
tillige med sin Adjudant. Han udløstes af Fangenskabet
i Sept. og fik ved sin Tilbagekomst først Befalingen
over 1. Linjebataillon, men nogle Dage senere over
den lige oprettede 2. Forstærkningsbataillon. Da
Hæren i Marts 1849 Paa nv blev sat paa Krigsfod,
fik K., der lige var forfremmet til Oberst,
Kommandoen over 1. Infanteribrigade, som han saa
førte i de 2 sidste Krigsaar. K. hørte ikke til de
Førere, der blænde ved deres Optræden, eller som
Soldaterne særlig elske. Han var mut, ordknap,
Stræng i Tjenesten, men tillige selv i høj Grad
pligtopfyldende, haardfør, uforfærdet. Fortrinlig
støttet af sin Stabschef, Kapitajn W. Stricker, gjorde
han særdeles god Fyldest som Brigadekommandør. Hans
Batailloner optraadte overalt med en Sikkerhed
og Orden, der ikke blev overtruffen, vel knap
nok naaet ved nogen anden af Hærens Brigader,
og de Kampe, han udfægtede, ere Mønstre i taktisk
Henseende. Sin Debut som højere Troppefører havde
K. 6. April 1849 i den smukke Træfning ved Ullerup,
hvor han efter en heftig Forpostkamp tilbageslog
den hannoveranske General Wyneckens med dobbelt
overlegne Kræfter førte Angreb paa Divisionen Bülows
(Flankekorpsets) højre Fløj. Senere paa Aaret førte
han Overbefalingen paa Als i Steden for General
de Meza, der kaldtes til Jylland for at deltage
i Udfaldet fra Fredericia. 1850 indlemmedes hans
Brigade i Schleppegrells Division. Under Fremrykningen
mod Isted 25. Juli havde han først Avantgarden og
detacheredes derpaa med Hovedmassen af sin Brigade mod
Passet ved Vedelspang, hvor han ved en dygtig ført
Kamp standsede den paa Fjendens yderste højre Fløj
værende Insurgentbrigade Abercron, der i Følge General
Willisens Plan skulde falde vor Hær i Ryggen. Efter
Slaget formeredes hans Brigade som et selvstændigt
Ostkorps og opstilledes mellem Slien og Ekernførde
Fjord med det Hverv at skjærme Landskabet Svansen og
dække venstre Flanke af den ved øåØåDanevirke staaende Hovedhær. K. løste denne Opgave med
fortrinlig Omsigt og satte Kronen paa Værket ved
den af alle kjendte, glimrende og sejerrige Kamp
mod General Willisen 12. Sep. 1850 ved Mysunde. Han
høstede herfor hædrende Anerkjendelse i Form af
mundtlig og skriftlig Tak fra den kommanderende
General og Krigsministeren, medens Kongen som
Belønning lod ham tilstille Kommandørkorset. 1851
efter Krigens Slutning, da Feltbrigaderne opløstes,
traadte K. først tilbage som Chef for 13. Bataillon,
men blev kort efter Chef for den i Jylland oprettede
Infanteribrigade og i Slutningen af Aaret for 5.,
saakaldte holsten-lauenborgske Brigade, senere for
3. Infanteribrigade. 1852 forfremmedes han under
Fremhævelse af den Dygtighed, han havde lagt for Dagen
i Krigen som Brigadefører, til Generalmajor. 1860
fik K. sin Afsked af Krigstjenesten, da Regeringen,
som det hedder, ikke længere ansaa ham for at
være i Besiddelse af den Dygtighed og politiske
Selvstændighed , som den under de indtraadte
vanskelige Forhold i Hertugdømmerne maatte kræve af
en Brigadekommandør. Samtidig med Afskeden fik han
Karakter som Generallieutenant.

Oluf blev gift med Charlotte Schlotfeldt.