Din egen dag er kort men slægtens lang.
Slægtsforskning.
Når du først en gang er blevet bidt af at forske i din slægt, så forsvinder lysten ikke lige med det samme igen. Du mister din nattesøvn, fordi du lige skal finde ud af, hvad der skete med den person, som du efterforsker. Under forskningen bruger du en gang i mellem gloser, der ikke begår sig i det finere selskab, eller du jubler, mens andre i rummet ser undrende til.
At blive bidt af slægtsforskning resulterer i irritation over ikke at kunne finde de rigtige personer, jubel over endelig at binde historierne sammen og aha-oplevelser, når grene i slægtstræet bliver flettet ind i hinanden.
Der kan være små historier om nabogården, hvor datteren fulgte med som et arrangeret ægteskab.
Der er aftner, hvor yndlingsserien glemmes, tid og sted forsvinder, og alt sker ved hjælp af folketællinger og kirkebøger.
Det kræver sit at leve sammen med en amatør-slægtsforsker. Du skal være åben for ture til kirkegårde, glemte egne og en kæreste, der står med tårer i øjnene over et gravsten, der er over 50 år gammel – uden nogen umiddelbar tilknytning til hende, indtil du får historien. Du skal være klar over, at en gang imellem så glemmes tid og sted. Børnene må selv åbne køleskabet, hjemmet flyder og hun sidder som en anden Jens Vejmand bag skærmen. Jeg takker selv for min kærestes overbærenhed.
Som slægtsforsker er der vigtigheden af at bruge de levende kilder, selvom de også skal dobbelttjekkes. De levende kilder kan give personlighed til døde slægtninge og forståelse for umulige valg.
En af mine personlige bedste oplevelser har været et besøg på det lokalhistoriske arkiv på Thurø. Pludselig opdagede jeg fysiske ligheder med tre stærke kvinder, som kunne fortælle mig, hvor min næses form kom fra – Mårodde-næsen. Det var pudsigt at se lighedspunkter i min familie med slægtninge længere væk i mit store slægtstræ.
Mit største anke som kvindelig slægtsforsker er, hvor svært det er at få kød på mine formødre. De blev gift, fik børn og døde, nogle i barselssengen. Og så slutter deres historier. Så er der nogen, der kan give mig anekdoter om mine kvindelige slægtninge, så tager jeg gerne imod.
Den stærkeste oplevelse er, når fornemmelsen af en slægtning taler til dig og på tværs af tiderne forsøger at fortælle dig sin historie. Der opstår en forbindelse og dyr nattesøvn forsvinder. En gang imellem har jeg givet slip på slægtninge for selv at kunne kravle videre i slægtstræet, andre gange har kravleturen givet løsningen. Men af og til må jeg bare love mig selv og min slægtning at vende tilbage – og så mange år senere.
Af gode råd til andre – noget du skal passe med at komme med – så mine tre vigtigste:
Backup
Backup
Backup
Alle harddiske går ned på et tidspunkt, det er kun et spørgsmål om hvornår. Heldigvis er der i dag mulighed for at gemme ude ”i skyen” for mit eget tilfælde Skydrive. Fordelen er, at du kan komme til din slægt, hvor selv helst og når som helst – hvis der er netforbindelse og du gemmer i en gedcom-fil. At jeg gemmer online, gøres af dyrt købt erfaring. Min dejlige bærbare gik ned uden backup, og jeg mistede alt for mange personer. USB-stick er en løsning men ikke optimal, den er for usikker og ustabil. Derfor gem online!
Billedet er af min farmor og hendes søskende. Min farmor er den unge pige til venstre på billedet.
Jeg var meget længe om at komme i gang med min fars slægt. Min naive tanke var, at den side af min slægt var kedelig. Men jo mere jeg gravede ned i den del af slægten jo mere spændende blev den. Den indeholdt det hele. Måske lige med undtagelse af mord.