Billeder fra fortiden

Din egen dag er kort men slægtens lang

 

Billeder fra fortiden.

 

En af de ting, som jeg holdt meget, da jeg var barn og kom på besøg hos mine bedsteforældre, det var at se på gamle fotografier. Sort/hvid eller sepia, gulnede og slidte alle fortalte en historie. Jeg har været heldig at få nogle af fotografierne med mig. De viser mig vejen tilbage til fortiden. Fortæller om livet, og en lille smule om menneskerne bag. I dag bruger vi alle rask væk vores mobiler og glemmer måske i sidste ende at gemme til fremtiden.

I blandt mine gamle fotografier har jeg både billeder af min egen barndom, og billeder af mine bedsteforældre som unge. Ind i mellem dukker genkendelsen, og jeg kan se træk hos mine børn, mine forældre, min bror eller mine niecer. Det kan være et glimt i øjet, den høje pande, næsen eller ansigtsformen. Slægten trækker lange spor.

Billedet til højre er min mormor og hendes seks søskende, min mormor blev født på Fyn en oktoberdag i 1909. Hun var barn nr. 5, og det næstsidste barn, der blev født på Fyn. I 1915 rejste familien fra Bukkebjerghus i Vester Skerninge til gården Granly ved Timring i det forblæste Vestjylland.

Min oldemor (Christiane) var på det tidspunkt 33 år og mor til 6 børn i alderen 4 til 13 år. Jeg gætter på , at Christiane har været omkring 38 år , da billedet er taget. Familiehistorien fortæller, at min lille fine oldemor ikke var tilfreds med måden hun sad på. Med spredte ben som en anden husmandskone. Sådan kunne en pæn dame ikke sidde.

Historien om min oldefar Jens er, at han i stedet for at rejse til Amerika tog til det frodige Fyn fra Vestjylland. Han storebror var taget til Fyn nogle år forinden, så Jens fik plads på en af nabogården. Af bagveje fik han øje på den 10 år yngre og smukke Christiane, og et kongebrev og et bryllup i Christianes forældres stue på Måroddevej på Thurø samt en barnedåb i Thurø Kirke lagde starten til et langt ægteskab.

Som jeg husker min mormors søskende, så beholdt de stort set alle sammen en snert af den fynske dialekt. 3 af dem flyttede "hjem" til Fyn, en landede på Sjælland, og de sidste 3 blev i Jylland. Det var alle varme og hjertelige mennesker med massevis af humor.

En lille krølle på min fynske historie må være, at min mormor og min mor gav mig lysten til at søge til Fyn, da jeg for mange år siden skulle vælge uddannelse. Efter 23 år i det fynske er jeg nu tilbage i Jylland med to børn, der har den fynske dialekt.

Alexander Julius Thomsen og Mette Helleskov Engelbrektsen

Min morfars lillesøster Mette Helleskov Engelbrektsen og min mormors storebror Alexander Julius Thomsen blev gift med hinanden i Nøvling Kirke d. 2-11-1929. Dette billede er fra denne periode. Min mormor har fortalt om, hvor meget der blev danset. Sådan husker jeg også familiefesterne fra, da jeg var barn.